Motorcyklist kvæstet: Forsøgte at stikke af fra politiet - men ramte lygtepæl
Arkiv
En 36-årig mand fra Slagelse ligger til behandling på sygehuset i Slagelse for de skader, han pådrog sig, da han lørdag aften forsøgte at køre fra politiet. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Klokken 22.19 spottede en politipatrulje motorcyklisten og besluttede sig for at gennemføre en rutinekontrol af ham. Det var han dog ikke specielt interesseret i, så han forsøgte at stikke af.
I Løvegade i Slagelse mistede han herredømmet over motorcyklen, kørte ind i en lygtepæl og væltede.
Den 36-årige blev sigtet for spirituskørsel, og det viste sig, at motorcyklen var meldt stjålet sidste år. Ifølge politiet hørte nummerpladen, der sad på motorcyklen, til en anden motorcykel.
jn