Skuddrama i eftermiddag: Betjent skudt - gerningsmand hårdt såret
Kæmpe politiaktion på Tåsinge
En politibetjent blev ramt af skud i overarmen ved en aktion på Tåsinge, Sydfyn, hvor en bevæbnet mand angiveligt havde forskanset sig i et hus. Den bevæbnede mand er hårdt såret bragt til Odense Universitetshospital, oplyser Fyns Politi. Den ramte politimand har det efter omstændighederne godt.
Det hele startede klokken 13.13, hvor Fyns Politi fik en anmeldelse om, at en mand havde truet personer ved sin adresse ved Bjerreby på Tåsinge, og at manden var i besiddelse af våben. Derfor indrammede politiet et større område omkring en ejendom på Bjerrebyvej, hvor manden havde forskanset sig, skriver Fyens.dk.
Naboer blev evakueret, og en af dem var Lotte Hansen. Hun fortæller, at naboen havde skudt ud ad vinduet.
Politiet forsøgte at komme i dialog med manden, men uden held oplyste Fyns Politi klokken 16.30.
Og klokken 16.35 lød der så et enkelt skud, oplyser Fyens.dks reporter på stedet. Lige derefter kørte en ambulance ned til ejendommen.
10 minutter senere lød tre enkelte skud kort tid efter hinanden.
Ved 17.30-tiden kørte ambulancen så væk med manden og betjente siddende bagi.