Båd sank på åbent hav: Mænd svømmede to km i iskoldt vand
Stor redningsaktion søndag eftermiddag
To mænd kæntrede i en overdækket jolle på åbent hav ud for Hirtshals i Nordjylland søndag eftermiddag. En større redningsaktion blev sat i værk, men det lykkede de to mænd selv at svømme i land.
"Vi får en anmeldelse om, at to personer var i fare ude på havet, så vi sender en redningsbåd afsted fra Hirtshals med det samme. Men inden, den når frem, er det faktisk lykkedes de to selv at komme i land. Dog var de noget forkomne," siger Ole Thell Sørensen, vagtholdsleder ved Forsvarets Operationstjeneste, til Ekstra Bladet.
"De er forkomne på den måde, at de er underafkølede, da de kommer ind, og derfor er de to nu på vej mod hospitalet."
"Ifølge de to mænd, er de kæntret cirka to kilometer ude, men det er svært at sige, om det er rigtigt. To kilometer er rigtig langt at svømme. Hvad der præcis gik galt, er jeg ikke klar over, men båden er kæntret og sunket," fortæller vagtholdslederen.