Langt færre østjyske indbrud i sommerferien
Østjyllands Politi har fået 24 procent færre anmeldelser om indbrud i forhold til året forinden
Det er en ubehagelig og utryg oplevelse at have haft ubudne gæster på besøg i sit hjem, og i sommerferien plejer mange borgere at blive udsat for den kedelige oplevelse.
Denne sommer har dog været ekstraordinært god på indbrudsfronten i det østjyske, hvor politiet har modtaget 24 procent færre anmeldelser i forhold til 2018.
Det melder Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
"Vi arbejder målrettet for at nedbringe antallet af indbrud i private hjem, og det er et af vores fokusområder. Vi har de senere år generelt set en nedgang i antallet af indbrud i Østjylland, og det er dejligt at se, at tendensen fortsætter – også henover en sommerferie, der jo ellers er højsæson for indbrud," siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup.
I skolernes sommerferie (uge 27 til 32) blev der i 2018 anmeldt 366 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. I de samme uger i 2019 er der blevet anmeldt 278 indbrud.
Tallene viser også, at særligt borgerne i Favrskov Kommune har været mindre udsat for indbrud i årets sommerferie sammenlignet med sidste år. Faktisk er der sket et fald på hele 68 procent med blot 15 indbrud i år.
Også i Norddjurs og Aarhus Kommune er der sket fald i antallet af indbrud i private hjem. I Aarhus har man oplevet et fald på hele 62 indbrud, hvilket svarer til 28 procent.
Se tallene for kommunerne herunder:
dp