Fortsæt til indhold

Hoppede ud af pirattaxa efter tæsk med knytnæve

En 20-årig mand blev overfaldet, da han tog en pirattaxa hjem fra byen

Krimi
Arkiv

En 20-årig mand fik natten til søndag omkring klokken 01.00 flere knytnæveslag, da han tog en pirattaxa efter en bytur i Aarhus med nogle venner.
Den 20-årige var på vej hjem i beruset tilstand, da en bil kørte ind omkring Vesterbro Torv, og en person spurgte, om han ville med. Ifølge den 20-årige troede han, at det var nogle af vennerne, der kom for at hente ham. Det fandt han dog hurtigt ud af, det ikke var, da han sad på bagsædet, og bilen kørte den forkerte vej. Da han råbte, at de skulle standse bilen, fik han besked på at holde mund og holde sig i ro. I alt befandt der sig fire andre personer i bilen, og flere af dem overfaldt nu den 20-årige med slag, oplyser Østjyllands Politi.
Da bilen på et tidspunkt holdt for rødt lys, kastede den 20-årige sig mod den ene dør og rullede ud af bilen. Herefter løb han fra stedet, nu forfulgt til fods af to personer fra bilen. Da han nåede frem til en tilfældig borger på gaden, stak forfølgerne af, og borgeren fik ringet efter en ambulance til den 20-årige. Han slap med mindre skrammer fra overfaldet og faldet ud af bilen. Til gengæld manglede hans pung med nogle hundrede kroner i.
Den ene mand beskrives som: Mellemøstlig af udseende, cirka 20-30 år, 175-180 centimeter høj, almindelig bygget, talte dansk med aarhusiansk dialekt, pirattaxaen var en sort bil med skinnende lister ved ruderne.
Hvis du har set mændene i bilen natten til søndag eller ved noget i den forbindelse, så hører Østjyllands Politi gerne fra dig på tlf.: 114.
cko