Fortsæt til indhold

"Jeg blev misbrugt og udnyttet"

Krimi
Jacob Nielsen

Hun er blevet kaldt "ludertøs" i diverse medier i forbindelse med sagen om menneskehandel og rufferi, som har kørt ved Retten i Næstved de seneste uger.
Nu taler den kvindelige sexslave, KC, for første gang ud om den bizarre sag.
I dag blev der nemlig sat et foreløbigt punktum i sagen, hvor den 53-årige mand, TN, stod tiltalt for udnyttelse af den 21-årige kvinde.
Han fik 10 måneders ubetinget fængsel for rufferi, forsøg på menneskehandel samt forsøg på at fastholde den dengang under 21 år gamle KC i prostitution.
"Det har været utroligt grænseoverskridende, at skulle igennem den her retssag og fortælle om alle de intime detaljer. Specielt min mors vidneudsagn gjorde stort indtryk på mig," fortalte KC, da Lokalavisen.dk's reporter talte med hende kort efter domsafsigelsen.
Dommen blev anket på stedet, og det har rystet KC.
"Jeg er glad for, at TN har fået 10 måneders fængsel, men jeg er rystet over, at dommen blev anket. Det havde jeg slet ikke set komme. Det betyder vel, at jeg skal igennem det hele igen og ribbe op i en historie, jeg helst vil glemme," siger KC til Lokalavisen.dk.
"Jeg har været svag og naiv og er blevet udnyttet og misbrugt, og det har været utroligt svært at sidde og høre på forsvaren, som fik det til at lyde som om, at det hele bare var en sexfantasi og en leg.
Jeg fik altså de tatoveringer og piercinger, og jeg har været det her igennem, så for mig var det ikke en leg," siger KC og tilføjer:
"Jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig styre af mænd. Jeg har været svag på det område, men mænd skal ikke styre mig mere. Det er desværre en lektie, jeg har lært på den hårde måde," siger KC, som hurtigst muligt vil videre med sit liv, og derfor har planer om at starte på uddannelsen til socialrådgiver til januar.

KCs barske oplevelser

KC blev i en periode fra foråret 2010 til efteråret 2011 holdt som sexslave af den 53-årige TN, som hvervede den dengang 19-årige pige på et datingsite på nettet.
Han hjalp hende økonomisk med lån, og på et tidspunkt skulle han angiveligt have "købt" hende ind i et ejer/slave-forhold for 50.000 kroner.
For pengene skulle hun adlyde hans ønske om at gå nøgen rundt iført halsbånd, lade sig intimpierce og tatovere med bogstaverne LTT, som står for "ludertøs" samt forbogstavet i TNs navn.
Hun skulle medvirke i indspilningen af pornofilm og dyresexfilm og deltage i såkaldte "gangbangs" og andre seksuelle seancer, som var arrangeret af hendes "hersker".
Til gengæld fik hun stillet en gratis lejlighed til rådighed i det centrale Næstved og en masse pengegaver.
TN arrangerede og bistod KC i prostitution med andre mænd, og de to lavede en aftale om at dele indtægterne 50/50.
Hun endte dog med at få trusler på livet, da manden pludselig forlangte tilbagebetaling af mindst 100.000 kroner, og hun søgte derfor tilflugt på et krisecenter.

Se også tv-indslag: "Alle mænd var klamme svin"