Svindelmail fra direktøren i ferien
Sydøstjyllands Politi har i den seneste tid modtaget ti anmeldelser fra virksomheder, der er forsøgt svindlet via en mail, der ser ud til at være sendt fra direktøren, som er på ferie.
I mailen beder “direktøren” om at få overført store pengebeløb. De fleste hopper ikke på limpinden. Men nogle gør, og så er pengene ofte tabt.
Den typiske fremgangsmåde er, at der bliver fremsendt en mail til en virksomhed, hvor direktøren er udrejst. Mailen ser ud til at være fra direktøren, og det er direktørens navn, der står som afsender.
Der bliver bedt om at overføre penge til et angivet kontonummer, og overførslen skal helst ske ret hurtigt. Det er beløb fra 30.000 kroner til cirka 500.000 kroner.
De fleste virksomheder foretager dog en kontrol, og overfører ingen penge. Men desværre er der nogle virksomheder, der efterkommer “direktørens anmodning” og overfører penge, og først senere bliver bekendt med at mailen ikke var fra virksomhedens direktør. På dette tidspunkt er det umuligt at trække pengene tilbage. Pengene bliver typisk overført til en konto i udlandet, for eksempel London, Indien eller Kina.
Virksomheder kan med fordel indføre en procedure forud for sådanne overførsler, der kun er kendt internt blandt få relevante medarbejdere, lyder opfordringen fra Sydøstjyllands Politi.