Denne tyv er så fræk, at man tror, det er løgn
Han må være Danmarks frækkeste tyv. I 2008 blev han dømt for at have stjålet kopierne af Guldhornene fra museet Kongernes Jelling. Nu er han dømt igen, denne gang for en lang række tyverier af designermøbler over det meste af landet.
Her er hans fremgangsmåde: Han udså sig gode huse at bryde ind i for at hente helt bestemte og typisk på forhånd udvalgte designting. Varekataloget fandt han bl.a. på ejendomsmæglernes hjemmesider, hvor flotte oversigtsbilleder fremviser det indre og dermed møbleringen af huse, der er til salg. I flere tilfælde kom han kørende ved højlys dag i en varebil med gult blink monteret og iført arbejdstøj og refleksveste, således at han uantastet kunne parkere i de udvalgte huses indkørsel og derefter læsse bilen med tyvekoster.
Oplæsningen af sigtelserne mod en 30-årig mand i retten i Horsens i dag var som at lytte til et katalog over det ypperste danske design med ikoniske navne indenfor møbler og kunsthåndværk: PH, Wegner, Arne Jacobsen, Erik Jørgensen, Georg Jensen, Le Klint og Coronastol, Y-stole, Svanen - og sådan fortsatte det med i alt 22 forskellige forhold om indbrud eller forsøg på indbrud.
Da retsmødet var slut, var den 30-årige idømt 2 år og 6 måneders fængsel og designerindbrud til en anslået værdi af over 1,6 mio kr. opklaret.
Den 30-årige blev efter dommen sendt tilbage i fængsel for at afsone dommen. Han har været varetægtsfængslet i sagen siden den 4. november 2014 og under retsmødet erkendte han sig skyldig.