Haps: Kvik kvinde førte politiet til graffitimaler
23-årig mand sprayede løs på tilfældige ting på sin vej
Arkiv
En kvinde ringede hurtigt til politiet, da hun mandag kl. 13.42 opdagede, at en mand gik rundt og sprayede sort graffiti på bænke, lygtepæle og en redningskrans ved åen i Aarhus C.
Mens hun havde politiet i røret, fulgte hun efter manden på afstand og kunne derfor udpege graffitimaleren for patruljen, som kom frem.
Det viste sig at være en 23-årig mand fra Aarhus. Hans hænder var fyldt med sort graffiti, og han erkendte da også, at det var ham, der havde sprayet løs på tilfældige genstande på sin vej.
Den 23-årige blev anholdt og sigtet for hærværk, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jr