Kastede hash og joints ud af bilen
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En patrulje fattede søndag kl. 18.46 mistanke til nogle mænd, som kørte rundt i en bil på Emanuel Sejrs Gade i Aarhus C.
Inden patruljen nåede at standse bilen, opdagede betjentene, at der blev smidt noget ud af sideruden. Lidt længere fremme holdt bilen ind til siden, og mens den ene betjent tog kontakt til mændene, gik den anden tilbage for at se nærmere på det, der var kastet ud af vinduet.
Det viste sig at være fire joints og en klump hash.
En 27-årig mand i bilen erkendte, at det var hans, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Indbrudstyve stjal elektronikvarer fra lager
Ukendte gerningsmænd har i løbet af weekenden begået indbrud i et lager på Grenåvej i Skødstrup, hvor de stjal mange elektronikvarer for et større beløb. Indbruddet blev opdaget søndag kl. 16.15 og anmeldt til politiet, som sendte en patrulje til stedet for at sikre spor.
To butikstyve på spil i Rema 1000
Vagter i Rema 1000 måtte søndag kl. 14.55 tilbageholde to mænd, som begge uafhængigt af hinanden havde stjålet øl fra butikken. En 42-årig mand overgav sig og satte sig roligt ind i baglokalet, mens han ventede på politiet. En 34-årig mand var dog knap så rolig og gjorde kraftigt modstand, indtil en patrulje fik lagt ham i håndjern. Begge mænd blev sigtet for tyveri.
Færdsel
Søndag kl. 11.32 skete der et færdselsuheld i krydset Kystvejen/Randersvej i Aarhus C. En 59-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 39-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet.
Søndag kl. 14.03 skete der et færdselsuheld i krydset Bjødstrupvej/Ringvej Syd i Højbjerg. En 40-årig kvindelig bilist ramte ind i en bil ført af en 72-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade ved sammenstødet.
Søndag kl. 19.32 skete der et færdselsuheld i krydset Bronzealdervej/Jernaldervej i Hasle. En 24-årig mandlig bilist svingede til højre og ramte ind i en 22-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Aarhus:
• På Terp Skovvej i Viby begået mellem fredag d. 23/8 kl. 13.00 og lørdag d. 24/8 kl. 23.00
• På Ranvholtvej i Ravnholt ved Tranbjerg begået mellem tirsdag d. 20/8 kl. 11.00 og søndag d. 25/8 kl. 11.00
• På Silkeborgvej i Åbyhøj begået mellem lørdag d. 24/8 kl. 15.00 og søndag d. 25/8 kl. 13.14
• På Kærvej i Åbyhøj begået søndag d. 25/8 kl. 21.55