Næsten nøgen kvinde vandrer hvileløst rundt og overnatter i det fri
Lokalpolitiet i Aabenraa har hen over de seneste dage fået over 12 henvendelser fra borgere i Frøslev, Vilsbæk og Kliplev, som har set eller mødt en 27-årig tysk kvinde, der er letpåklædt, lettere forvirret og forfrossen, skriver jv.dk.
Ifølge Aabenraa Lokalpoliti går den tyske kvinde rundt i området kun iført bikini. Hun overnatter angiveligt i shelters ved skovområder nær de tre byer, og flere borgere har bemærket kvinden og rettet henvendelse til hende.
"Nogle borgere har sørget for, at hun har fået et bad, noget at spise og varmt tøj på. Men når hun smutter, tager hun tøjet af igen og går tilbage i letpåklædt tilstand," fortæller sektionsleder hos Aabenraa Lokalpoliti, Sønke Iversen, til jv.dk.
Politiet har i flere omgange truffet kvinden, som har været medgørlig, men som samtidig gør krav på sin frihed. Ifølge Sønke Iversen virker kvinden lettere forvirret og usammenhængende. Hun er ofte forfrossen og er stærkt underernæret.
"Selv om hun lader sig hjælpe af både politi og borgere, kan vi ikke gribe ind. Hun har det tydeligvis ikke godt, men hun gør intet ulovligt. Det er ikke forbudt at gøre, som hun gør," konstaterer Sønke Iversen, der er bekymret for kvindens helbred.
Hvad kan vi gøre? Skriv gerne din kommentar i Facebook-opslaget under denne artikel: