16-årig dreng anholdt og sigtet for at deltage i knivoverfald på skole i Aarhus
En femte gerningsperson er anholdt for knivoverfald på Aarhus Handelsgymnasium
En 17-årig dreng blev for tre uger siden overfaldet på Aarhus Handelsgymnasium på Vejlby Centervej i Risskov.
Drengen, der er elev på skolen, blev først sprøjtet med peberspray i ansigtet, hvorefter gerningspersonerne slog og sparkede ham, inden han til sidst blev stukket med en kniv i ryg og hofte.
Fire unge mænd på 18 og 19 år med udenlandsk baggrund og bopæl i Rosenhøj, Kjærslund og Lystrup blev kort efter anholdt i en bybus og sigtet for overfaldet. De blev dagen derpå fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet har tidligere oplyst, at overfaldet formentlig skyldes en intern strid, og at episoden ikke er banderelateret på nogen måde.
16-årig dreng anholdt
Nu oplyser Østjyllands Politi, at en femte gerningsperson er blevet anholdt og sigtet for at have deltaget i overfaldet. Det er en 16-årig dreng fra Lystrup, som i dag bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han er sigtet for kvalificeret vold ved at have deltaget i overfaldet mandag 26. august på Aarhus Handelsgymnasium.
Opdatering: Den 16-årige blev varetægtsfængslet frem til mandag 23. september, hvor de fire andres første varetægtsfængsling udløber. Han nægter sig skyldig og kærede kendelse.
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 09.00, hvor vi fremstiller en 16-årig dreng, der sigtes for kvalificeret vold ved, sammen med flere andre, at have stukket en 17-årig dreng med kniv på Aarhus Købmandskole den 26. august #anklager anmoder om dørlukning #politidk pic.twitter.com/UWXSEiYl8q
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) September 18, 2019
Handelsgymnasiet har skrevet på sin hjemmeside, at den 17-årige mandag aften kom hjem fra hospitalet og efter omstændighederne havde det godt.
Elever, der overværede overfaldet, blev tilbudt psykologhjælp, og dagen derpå blev der foretaget en gruppe-debriefing af en psykolog.