26-årig idømt fængsel for trusler mod asylansøgere: Havde hagekors malet i panden
Mødte op i asylbolig og truede med gevær
Tre måneders fængsel er, hvad Retten i Hillerød har givet en 26-årig mand i straf for, sammen med en kammerat, at have truet to asylansøgere på livet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Dødstruslerne foregik natten til den 9. april i en flygtningebolig i Skibby, hvor den 26-årige og hans kompan dukkede op iført maskering og med et gevær.
Senere på dagen den 9. april blev begge mænd anholdt og Nordsjællands Politi har tidligere oplyst, at den 26-årige ved anholdelsen havde et hagekors malet i panden.
Ifølge Frederiksborg Amts Avis nægtede den 26-årige sig skyldig i at have fremsagt truslerne. Men retten lagde vægt på de to asylansøgeres forklaringer.
Den 26-årige var i øvrigt også tiltalt for en stribe andre ting blandt andet narko- og spirituskørsel.
Udover fængselsstraffen fik han konfiskeret sin bil og blev frakendt retten til at køre bil i 10 år. Han skal samtidig betale sagens omkostninger.
Den 39-årige medgerningsmand skal for retten senere.