Venligt lån af wifi resulterede i stjålet computer
Uddrag fra Østjyllands Politi
En 21-årig mand anmeldte søndag, at han lørdag var blevet udsat for tyveri i sin lejlighed på Sonnesgade i Aarhus.
Ifølge den 21-årige mødte han omkring kl. 06 en tilfældig mand på gaden, som spurgte, om han måtte låne den 21-åriges internetforbindelse.
Det sagde den unge mand ja til og inviterede den fremmede inden for i sin lejlighed. Mens han fandt wifi-koden frem, stak gæsten af med en bærbar computer.
Den 21-årige beskriver computertyven som værende:
• Somalisk af udseende, meget mørk hud
• Ca. 19-21 år
• Ca. 180-185 cm høj, fedladen
• Sort, mellemlangt hår
• Talte dansk
• Iført sort dunjakke og sorte joggingbukser med en enkelt hvid stribe
Brand i lejlighed i Risskov
En 32-årig mand blev natten til mandag kørt på skadestuen med en mindre røgforgiftning, efter der var udbrudt brand i hans lejlighed på Næringen i Risskov. Østjyllands Politi fik anmeldelsen om branden kl. 1.56, og brandvæsnet fik efterfølgende slukket ilden, som nåede at lave større skader i lejligheden.
Beboeren var nået ud af lejligheden, men han var så påvirket af røgen, at han blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for røgforgiftning. Et par af de andre lejligheder fik umiddelbart vandskader efter slukningen af branden. Årsagen til branden er endnu ukendt, men formentligt var der tale om et uheld med en cigaret eller lignende.
To mænd sigtet for butikstyveri
En vagt fik søndag kl. 14.25 løbet to mænd op, som havde stjålet parfumeprodukter for flere tusinde kroner i Magasin i Aarhus. De to mænd på 22 og 23 år havde lagt parfumerne ned i en taske, hvorefter de løb fra stedet uden at betale. Længere nede af gaden fik vagten fat i dem, og politiet blev tilkaldt. Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri.
Brødrister formentligt skyld i brand
Østjyllands Politi fik søndag kl. 11.22 en anmeldelse om, at der var opstået brand i en villa på Klosterbakken i Hasle. Brandvæsnet fik slukket ilden, der nåede at lave større skader i køkkenet. Ingen personer kom til skade. Efter al sandsynlighed opstod branden i en brødrister.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Aarhus:
• På Hejrebakken i Brabrand begået søndag d. 15/9 kl. 8.09
• På Hjortensgade i Aarhus C begået søndag d. 15/9 mellem kl. 00.00 og kl. 7.00
• På Tjørnehegnet i Skødstrup begået mellem onsdag d. 11/9 kl. 16.50 og søndag d. 15/9 kl. 16.00
• På Mejlbyvej i Mejlby begået mellem fredag d. 13/9 kl. 19.00 og søndag d. 15/9 kl. 17.10
• På Vestergårdsvangen i Viby begået mellem fredag d. 13/9 kl. 14.30 og søndag d. 15/9 kl. 14.00
• På Kolt Kirkevej i Kolt begået mellem fredag d. 13/9 kl. 6.30 og søndag d. 15/9 kl. 18.15
• På H.C. Andersens Vej i Åbyhøj begået mandag d. 16/9 kl. 4.45