Fandt familiens gravide kat brutalt dræbt - skudt midt i hovedet
Det var et skræmmende syn, der ventede for seksårige Nathali, da hun for to uger siden fandt et blodspor i et krat omkring 50 meter fra forældrenes hus. Det skete da hun legede med sin blot toårige niece - som var med, da de fandt familiens gravide kat, Topper, midt i en blodpøl - skudt og dræbt med et enkelt skud lige midt i hovedet.
Familien, der bor i den midtsjællandske by Kisserup, fik noget af et chok, da børnene kom løbende.
"Børnene var fuldstændig opløste, da de kom løbende og råbte om hjælp. Det var rigtig grimt. Vores dyr er meget mere end kæledyr. De er en del af familien," siger Nathalis mor Marianne Jensen til BT.
"Vi føler os meget utrygge, og jeg tør slet ikke lade børnene lege i haven i øjeblikket. Børnene kommer ofte grædende ind til os om natten," siger Marianne Jensen.
Drabet på familiekatten har sat dybe spor, og det vides endnu ikke, hvem der skød Topper. Sagen er blevet anmeldt til politiet i Holbæk.