Fortsæt til indhold

Ældre kvinde groft forulempet i bybus

46-årig mand slog ud efter og spyttede på ældre kvinde

Krimi
Jeppe Rafn

En ældre kvinde blev mandag eftermiddag groft forulempet i en bus, der kørte på Silkeborgvej i Åbyhøj.

Forulemperen var en 46-årig mand, der bor i Brabrand.

"Han talte rigtig grimt til den ældre dame og bandede. Så rykker han tættere på og slår ud efter hende to gange for til sidst at spytte efter hende, har et vidne fortalt," oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Janni Lundager.

En passager i bussen anmeldte episoden til politiet, der sendte en patrulje afsted, som fik standset bussen inde i Aarhus C på Vester Allé ved Thorvaldsensgade.

Lagt i håndjern

Den aggressive mand nægtede at forlade bussen, så begge betjente måtte tage fat i ham for at få ham ud. Udenfor bussen modsatte han sig kraftigt, da betjentene ville have ham væk fra vejen, så de måtte anholde ham ved at lægge ham ned på jorden og i håndjern, oplyser Østjyllands Politi.

Han kom herefter med på politigården i Aarhus, hvor der blev fundet nogle tusinde kroner på ham i danske kroner og amerikanske dollars. Politiet tog derfor kontakt til Skat, der kunne oplyse, at han skyldte en del penge til politiet, så kontanterne blev beslaglagt.

Den 46-årige mand blev desuden sigtet for at overtræde Ordensbekendtgørelsen og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

Episoden skete på buslinje 15 og blev anmeldt mandag kl. 14.59.