Kontrol af lastbiler ved Aarhus: Masser af lovovertrædelser
Otte overtrædelser af køre-hviletid og ni synsindkaldelser ved kontrol ved Tilst
I forbindelse med en landsdækkende kontrol af lastbiler og busser med videre har Tungvognscenter Nord foretaget kontrol på rasteplads Blankhøj, Østjyske Motorvej ved Tilst.
Her blev der i alt tjekket 69 køretøjer, heraf 23 udenlandske.
Kontrollen førte blandt andet til 8 overtrædelser af køre-hviletid, 4 sager med kontrolapparat/takograf, 9 synsindkaldelser, og 2 køretøjer fik inddraget nummerpladerne på grund af fejl og mangler.
Særligt blev en lastbil beslaglagt for ulovlig vognmandskørsel. Der blev uddelt en bøde på 70.000 kr. for ulovlig cabotagekørsel.
Kontrollen førte til, at 7 chauffører og 14 vognmænd/ejere blev sigtet for lovovertrædelser.
Færre dræbte
Tungvognskontrollerne er et led i politiets målrettede færdselsindsats, der har til formål at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken og skabe tryghed og sikkerhed blandt trafikanterne samt sikre overholdelse af relevant lovgivning for tungvognsområdet.
Fokus for tungvognskontrollerne var rettet mod en lang række områder og der blev blandt andet kontrolleret førerkort, registreringsattester og EU-tilladelser til overholdelse af reglerne for køre/hviletid og cabotagekørsel samt transport af dyr og farligt gods. Derudover var fokus også rettet på ADR og affald, vejbenyttelsesafgift, spirituskørsel, manipulation, uopmærksomhed og manglende udsyn fra de tunge køretøjers førerhuse.
Tungvognskontrollen ved Tilst foregik i samarbejde med Østjyllands Politi, Militærpolitiet, Norsk Vejvæsen og Færdselsstyrelsen.
jr