Røver slap afsted med penge - men så gjorde han noget helt uventet
28-årig mand fortrød tilsyneladende, at han tirsdag morgen havde begået røveri mod en Aldi-butik
Gerningsmanden havde forinden røveriet stået i kø ved kassen i Aldi på Torvesvinget i Vig, da han pludselig maskerede sig og sagde, at det var et røveri, og at han ville have penge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden, der ellers havde været umaskeret, trak kort før det blev hans tur en hætte op foran underansigtet og en tophue på hovedet, inden han bad om at få udleveret penge.
Da han havde fået 1.500 kroner i mindre sedler, forlod han butikken og løb i retning mod stationen.
Tre vidner til røveriet var dog fulgt efter røveren, og de forsøgte at afskære ham vejen, hvilket tilsyneladende vækkede noget i gerningsmanden.
Det fik ham i hvert fald til at vende om og gå tilbage til butikken for at aflevere pengene tilbage, oplyser politiet, som nemt kunne anholde gerningsmanden - en 28-årig mand fra Hillerød.
Han sad stille og roligt inde i Aldi-butikken og afventede, da patruljen nåede frem. Han blev anholdt og sigtet for røveriet.
Ved visitationen blev han fundet i besiddelse af 1.500 kr i kontanter, som blev afleveret tilbage til butikken.
Den 28-årige erkendte forholdet. Han er blevet løsladt men er fortsat sigtet i sagen, oplyser politiet.
jn