Fortsæt til indhold

Slog klik: Narkobilist gik amok på bil med hammer og knuste ruderne for øjnene af landbetjent

45-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel med mere to gange i løbet af få timer

Krimi
Arkiv

Onsdag kl. 08.26 kørte en af lokalbetjentene fra Hammel på Fuglsangsvej ved Viborgvej i Hammel, hvor han bemærkede to forankørende biler, der kørte meget tæt på hinanden. Da betjenten kørte frem og ville overhale bilerne, kunne han se, at den ene bil blev slæbt efter den anden bundet sammen af et torv. Lokalbetjenten fik standset bilerne og påtalte over for den 61-årige fører af den forreste bil uhensigtsmæssigheden i at fragte biler på denne måde. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

I den bageste bil sad en mand, der blev bedt om at legitimere sig. Manden oplyste, at han havde glemt sit kørekort, men oplyste navn og personnummer. Han forklarede, at bilen var gået i stykker og skulle til Tilst, hvor de skulle mødes med nogen, der ville stå for den videre transport af bilen. Han kunne dog ikke give nogen forklaring på, hvorfor bilen ikke kunne afhentes på stedet frem for at skulle transporteres helt til Tilst på denne måde.

Da betjenten tjekkede mandens identitet i politiets systemer, kunne han ikke få det oplyste navn til at passe på den person, der sad i bilen, hvilket han konfronterede manden med. Manden erkendte, at han havde brugt et falsk navn og cpr-nummer, der tilhørte en af hans bekendte. Han blev derfor sigtet for falsk anklage og oplyste derefter sit korrekte navn og cpr-nummer.

Da betjenten tjekkede de rigtige oplysninger på den 45-årige mand, kunne han se, at han i nat havde været anholdt og sigtet for narkokørsel.

Betjenten tilkaldte derfor assistance fra en anden patrulje, der havde at narkometer med i bilen. I mellemtiden blev bilerne kørt ind til siden, men mens de ventede på den anden patrulje, blev den 45-årige pludselig vred og aggressiv.

Inde i bilen fandt han en hammer og en stor gaffelnøgle. Han afmonterede nummerpladerne og begyndte at slå på bilen og knuse vinduerne. Kort efter kom der to patruljer til stedet, og den 45-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da det viste sig, at han også var frakendt retten til at køre bil.

jr