Fortsæt til indhold

Fløjet med helikopter: Hjemmelavet gigant-kanonslag eksploderer i hånden på 14-årig

Drengen er stadig ikke blevet afhørt.

Krimi

En kun 14-årig dreng blev onsdag så alvorligt kvæstet af et kanonslag, han måtte hentes af en helikopter og flyves til hospitalet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Klokken 13.51 slog personalet på et lokalt lægehus i Tølløse alarm til politiet, idet et barn var modtaget til akut behandling på grund af en fyrværkeriskade.

Stort kanonslag

Der var tale om en 14-årig dreng fra Tølløse, som havde fået skader på sin ene hånd og den ene side af kroppen, da et hjemmelavet og ulovligt kanonslag var eksploderet i hånden på ham.

»Det var på størrelse med pappet fra en køkkenrulle. ’Køkkenrulle’ er også det ord, der bliver brugt om de ulovlige kanonslag,” siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.

Fløjet til Odense

Den tilskadekomne og en kammerat havde fået prajet en bilist, der havde kørt den tilskadekomne dreng til lægehuset.

På grund af hans skader blev han i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Odense Universitets Hospital til fortsat undersøgelse og behandling i anledning af sine skader, så politiet har ikke fået afhørt drengen om de nærmere omstændigheder.

Efterforskes videre

Politiet undersøgte efterfølgende en park i nærheden af Vestergade, hvor ulykken skulle være sket, men fandt ikke yderligere ulovligt fyrværkeri i området.

Drengens forældre er underrettet, og politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder, herunder hvorfra drengen har fået fat i det ulovlige kanonslag.