Fortsæt til indhold

Pantflaske-tyv på pink damecykel står til udvisning

45-årig moldovisk mand stjal pantflasker fra privat indkørsel og supermarked i Risskov

Krimi
Sofie Amalie Skovsager

Onsdag kom det frem, at en mand tirsdag eftermiddag var blevet set i en privat indkørsel på Voldbjergvej i Risskov i færd med at stjæle pantflasker.

Manden, der blev beskrevet som østeuropæisk udseende, var forsvundet fra stedet på en pink damecykel og en gul nettopose.

Onsdag eftermiddag var manden på spil igen. Han blev set på den pinke damecykel ved Rema 1000 på Brassøvej i Risskov. Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Vidnet, der kunne genkende manden på stedet, var kvinden, der havde fået stjålet pantflasker fra sin private indkørsel dagen forinden.

En patrulje fik fat i manden, der hverken kunne tale dansk eller engelsk. Han fik på gebrokkent tysk oplyst, at han var fra Moldova og fremviste et moldovisk pas.

Ulovligt ophold i landet

Grundet den vanskelige kommunikation blev manden kørt på politigården til afhøring med en tolk.

Det viste sig, at manden opholdt sig ulovligt i landet, hvilket han blev sigtet for.

Han blev derfor anholdt og tilbageholdt på udlændingeloven, mens hans sag bliver forelagt for udlændingestyrelsen.

Han fik i øvrigt en straksbøde på 1.500 kroner.