Fortsæt til indhold

25-årig kørte over for rødt og ramte bil

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Der skete søndag aften klokken 22.17 et færdselsuheld i krydset Hovedvejen/Torshøjvej i Hasselager, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. En bil ført af en 25-årig mand ramte sammen med en bil med en 19-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 25-årige blev desuden sigtet for at have kørt over for rødt, oplyser politiet.

Døgnets øvrige hændelser

80-årig spritbilist kørte galt

Søndag klokken 17.23 skete der et færdselsuheld på Skivholmevej ud for Borum ved Sabro, da en 80-årig mandlig bilist kørte af vejen og endte i grøften. Da politiet kom frem, blev manden anholdt og sigtet for spritkørsel, da en alkometertest viste en for høj promille. Den 80-årige kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet.

Røg joint på stadion, fik sigtelse og et års karantæne

En 45-årig mand må det næste år ikke komme på Ceres Park i Aarhus, efter han søndag blev taget i at ryge en joint på AGF’s stadion. Hjemmeholdet spillede mod Nordsjælland og kom hurtigt foran. Det fejrede den 45-årige åbenbart ved at tænde en joint. Han blev opdaget af en vagt, som eskorterede ham udenfor, hvor en betjent sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer. Derudover gav vagterne ham en karantæne på et år, så de næste mange AGF-kampe på hjemmebane, må den 45-årige se på en skærm i stedet.

Ellers foregik kampen set fra politiets synspunkt helt fredeligt med god stemning.

Hashpåvirket bilist gemte sig i busk

En 21-årig mand fik pludseligt gevaldigt travlt, da han opdagede en patruljebil bag ham, mens han kørte på Holmstrupgårdsvej i Brabrand. Betjentene bemærkede mandens høje fart og aktiverede de blå blink for at få ham til at standse. Men den 21-årige ignorerede blinkene og satte i stedet farten kraftigt op. På Spobjergvej holdt han pludseligt ind til siden og løb ud af bilen og videre ind på et grønt område.

Heldigvis var det en hundepatrulje, der var kørt efter manden, så de slap hunden ud af bilen og lod den gå i aktion. Det tog den få sekunder at få færten, og den løb 300 meter ind i på det grønne areal, hvor den standsede foran en busk og begyndte at gø. Inde i busken lå den 21-årige mand på maven og trykkede sig mod jorden. Han blev anholdt, og han forklarede selv, at han var stukket af fra politiet, fordi han var påvirket af hash.

Han blev derfor sigtet for at ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre narkokørsel. Derudover fik han en sigtelse for at køre uden sele og for ikke at have sit kørekort på sig.

Indbrud

• På Jyllands Allé i Højbjerg begået mellem lørdag d. 28/9 kl. 20.00 og søndag d. 29/9 kl. 00.30

• På Abildgade i Aarhus N begået søndag d. 29/9 kl. 14.30

• På Damgårdsvej i Viby begået mellem fredag d. 27/9 kl. 7.00 og søndag d. 29/9 kl. 15.30

• På Kærtoften i Hasle begået søndag d. 29/9 mellem kl. 12.00 og kl. 21.00

jwh