Offer og 'tramper' sigtet for vold
Mand trampet i hovedet sigtet for vold, mens manden, der brækkede hans kæbe, er sigtet for kvalificeret vold
Natten til lørdag udspillede der sig noget af et tabernakel klokken 01.29 ved et værtshus i Rædersgade i Horsens, som Sydøstjyllands Politi har måttet udrede.
Det hele startede angiveligt som et almindeligt værtshusskænderi med svingende knytnæver, men det eskalerede.
Ifølge Sydøstjyllands Politi slog en 29-årig mand, der af politiet betegnes som offer i sagen, en 31-årig mand med knytnæve i ansigtet.
Årsagen til offerbetegnelsen er det, der skete bagefter. For en helt tredje person blandede sig angiveligt og slog den 29-årige i i hovedet, så han væltede om på gaden.
Herefter skulle den 31-årige have kvitteret med at trampe den 29-årige i hovedet.
Det kostede den 29-årige en brækket kæbe og en tur på hospitalet, hvor han skal opereres.
Dørmændene brød ind og fik tilbageholdt den 31-årige, som politiet kunne anholde ved ankomst til stedet.
Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding med krav om varetægtsfængsling, mens den 29-årige med den brækkede kæbe kan forvente en sigtelse for vold.
Den tredje person, der stod bag slaget mod den 29-årige, slap væk fra stedet, men Sydøstjyllands Politi oplyser, at man er i besiddelse af meget brugbart videomateriale.
Derfor har politiet en god idé om, hvem den tredje gerningsmand er, og han opfordres af vagtchefen til at melde sig selv.
dp