Betjente affyrede deres våben: Nu er mistænkt stor-smugler sigtet
Politiet var natten til søndag talstærkt til stede i Glostrup, efter en skudepisode lørdag aften.
Statenevej i Glostrup, som ligger tæt på en kolonihaveforening, var spærret af natten til søndag.
»I forbindelse med en anholdelse lørdag aften i Glostrup har politiet afgivet skud. Ingen er ramt. Den anholdte fremstilles senere i dag i København for lukkede døre. Vi har ikke yderligere kommentarer til hændelsen,« lød det kortfattet fra Københavns Vestegns Politi på Twitter tidligere på dagen, søndag.
Senere kom det frem, at det var en 23-årig mand, som politiet havde anholdt. Og nu ved vi også, hvad han er sigtet for.
Til TV 2 oplyser den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi, at manden er sigtet for grov narkokriminalitet. Her skulle manden være sigtet for at have indsmuglet 52 kilo amfetamin.
Forulykkede biler
Det var omkring kl. 22.11 lørdag, at politiet affyrede skud. Her er det begrænset, hvad politiet har kunnet sige, om de nærmere omstændigheder bag skyderiet, da sagen, som alle andre sager, hvor politiet affyrer sit tjenestevåben, nu skal håndteres af DUP (Den Uafhængige Politiklagemyndighed).
Men ifølge pressefoto-tjenesten Local Eyes, så var politiet massivt tilstede hele natten på Statenevej i Glostrup med flere forskellige enheder - både uniformerede og civile betjente. Og strækningen var afspærret, mens politiets teknikere angiveligt skulle have arbejdet intenst på to forulykkede biler, hvoraf den ene har været en tysk indregistreret personbil.
Den anholdte bliver fremstillet i retten senere søndag.