Politirapporten: Mand i bar overkrop anholdt på Banegårdspladsen
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Isen er usikker
Østjyllands Politi har både onsdag og torsdag fået anmeldelser om børn, der har gået rundt på frosne søer, selvom isen slet ikke er sikker nok til det.
Onsdag kom der blandt andet henvendelser om en dreng, der skøjtede på en sø i Mårslet, og at flere børn gik rundt på den tynde is på regnvandsbassinet i Odder.
Torsdag fik politiet igen en henvendelse fra Odder, hvor en del børn åbenbart var gået ud på en frossen sø, selv om der står skilte om, at isen er usikker. Heldigvis faldt ingen igennem isen, men Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste folk til at holde sig væk fra isen, så længe den ikke er tyk nok.
Man kan følge med på kommunernes hjemmesider i forhold til at finde ud af, om isen er tyk nok.
Betjente fandt flygtet bilist – hund fandt bilnøgle
En patruljebil fra Østjyllands Politi måtte natten til fredag op i høj fart for at følge efter en bil, som betjentene opdagede kl. 3.50 på Åby Ringvej i Åbyhøj.
Bilen tiltrak sig betjentenes opmærksom, da den kom kørende i modsatte vejbane, og da patruljen vendte rundt for at tjekke bilen, satte føreren farten gevaldigt op. Selv om politiet både med blink og lyd signalerede, at han skulle standse, fortsatte han i høj hastighed gennem byen. To gange undervejs kørte han over for rødt med politiet bag sig.
Ved Åbyvej mistede patruljebilen kontakten med den flygtende bil, men få minutter senere fandt en anden patrulje bilen parkeret på en p-plads på Engparken. Betjentene kiggede rundt i området omkring bilen, og kort derfra fik de øje på en 18-årig mand, der så meget nervøs og forpustet ud.
Han lugtede af hash og kom med flere forskellige forklaringer på, hvad han lavede på stedet.
Det fik betjentene til at anholde ham og sigte ham for at flygte fra politiet og for at køre over for rødt to gange. Da patruljen visiterede ham, fandt de både noget hash og kokain, som han blev sigtet for at besidde
Bilnøglen havde han ikke på sig, men den fandt en dygtig politihund gemt oven på et skur tæt på bilen.
Mand i bar overkrop anholdt på Banegårdspladsen
Østjyllands Politi måtte tidlig fredag morgen omkring klokken 5 rykke ud til banegården i Aarhus, hvor en fuld 30-årig mand i bar overkrop generede flere mennesker.
Blandt andet havde han flere gange forsøgt at indlede sig i slagsmål, og han røg cigaretter, selvom der er rygning forbudt.
Da patruljen kom frem, fik de anholdt den berusede og højtråbende mand. Han blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Rakte fuck efter betjente – anholdt med hash og kniv på sig
En 20-årig mand gjorde alt for at gøre opmærksom på sig selv torsdag kl. 10.12, da en patrulje kom kørende på Lenesvej i Brabrand. Han stod tæt på vejen, løftede begge arme og rakte to ”fuckfingre” i vejret mod patruljen.
Da betjentene holdt bilen ind, begyndte den 20-årige at filme dem, mens han råbte ”fucking pansere”.
Patruljen gik hen til ham og bad ham oplyse sit navn og personnummer. Det nægtede manden, der blev anholdt på stedet, så de kunne sikre hans identitet på stationen.
Kort efter fik manden, ud over sigtelserne for sine tilråb og sin manglende lyst til at sige sit navn, også sigtelser for narkobesiddelse og for brud på knivloven. Han havde nemlig hash og en kniv i lommen.
To mænd taget med hash i bilen
En borger ringede torsdag kl. 19.52 til politiet, da hun så tre unge mennesker sidde og ryge hash i en bil på en p-plads på Lundshøjgårdsvej i Malling.
Da patruljen kom frem, stod bilen i tomgang på pladsen, og betjentene kontaktede to 19-årige mænd, der begge virkede påvirkede.
Manden bag rattet blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Hans ven blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en joint på sig.
Færdsel
Torsdag kl. 7.24 skete der et færdselsuheld i krydset Marselis Boulevard/Kongsvang Allé i Aarhus C. En 24-årig mand gik ud foran en bil ført af en 47-årig kvinde. Bilen ramt fodgængeren, der faldt ned på asfalten. Han slap dog umiddelbart uden større skader.
Færdsel
Torsdag kl. 8.00 skete der et færdselsuheld på Agro Food Park i Aarhus N. En 47-årig kvinde drejede ind ad en indkørsel og ramte ind i en 51-årig mand, der kom cyklende ligeud. Cyklisten slap dog umiddelbart uden større skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Færdsel
Torsdag kl. 8.06 skete der et færdselsuheld på Herredsvej i Hasle. En 24-årig mandlig bilist ramte ind i en bil ført af en 50-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 24-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Færdsel
Torsdag kl. 16.14 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Holme Ringvej i Viby.
Færdsel
Torsdag kl. 19.08 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby.
Færdsel
Torsdag kl. 19.54 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Frydenlunds Alle i Aarhus V.
Færdsel
Torsdag kl. 21.27 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Søren Frichs Vej i Aarhus.
Færdsel
Torsdag kl. 22.45 skete der et færdselsuheld i krydset Marselis Boulevard/Kongsvang Alle i Aarhus C. En 45-årig kvindelig bilist ramte ind i en bil ført af en 55-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Kvinden blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Færdsel
Fredag kl. 00.05 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Frydenlunds Alle i Aarhus V.
Færdsel
Fredag kl. 1.17 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vesterbrogade i Aarhus C.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i private hjem i Aarhus Kommune:
• På Thorshavnsgade i Aarhus N begået mellem torsdag d. 24/1 kl. 5.50 og torsdag d. 24/1 kl. 14.00
• På Præstevangsvej i Hasle ved Aarhus V begået torsdag d. 24/1 kl. 19.44
jr