Fortsæt til indhold

Efter 34 sager om røveri, tyveri og vold: Somalisk mand udvises for altid

Krimi
Arkiv

Retten i Aarhus har dømt en 29-årig somalisk mand for i alt 34 forskellige kriminelle forhold, som samlet giver en straf på to et halvt års fængsel og udvisning af landet for bestandigt. Det oplyser Østjyllands Politi.

Den 29-årige mand blev kendt skyldig i at have begået flere indbrud, røverier og butikstyverier, i vidnetrusler og i at have slået løs på en anden mand med et bælte.

I løbet af 2017 og 2018 stod han gentagne gange bag tyverier mod forskellige butikker i Aarhus. I et af tilfældene udviklede det sig til røveri, da han truede personalet og skubbede til en butiksansat så han kunne bringe tyvekosterne i sikkerhed.

Den 29-årige blev desuden dømt for røveri begået mod to mænd på Klostertorvet i Aarhus, hvor han med vold og trusler tog deres penge.

DNA-match ved flere indbrud

Østjyllands Politi oplyser, at mandens DNA har matchet med DNA, som man har fundet ved efterforskningen af flere indbrud, og flere koster blev samtidig fundet i hans hjem. Derfor er han også blevet dømt for at have stået bag en lang række indbrud.

"Den 29-årige har gang på gang brudt loven og flere gange udsat sagesløse borgere for vold og trusler, så jeg er tilfreds med, at der nu er sat en stopper for hans kriminelle handlinger med en fængselsdom og en udvisning for bestandigt," siger senioranklager ved Østjyllands Politi, Jakob Beyer.

Den 29-årige erkendte flere af forholdene men ankede dommen.

jn