Fortsæt til indhold

Truede to drenge med tæsk ved Aarhus Rutebilstation

To drenge kom ud for en ubehagelig oplevelse søndag aften i Aarhus

Krimi
Arkiv

To drenge på henholdsvis 16 år og 17 år kom søndag aften ved 21-tiden ud for en meget ubehagelig oplevelse, imens de stod og ventede på en bus ved Aarhus Rutebilstation. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da bussen ankom, steg der flere personer ud, deriblandt to meget berusede mænd, der tog kontakt til de to drenge. Til at begynde med var der en god tone, og den ene af mændene spurgte ind til, hvor drengene havde været henne, og hvor de skulle hen nu. Pludselig ændrede tonen sig, og mændene virkede truende og én af dem tog fat i kraven på den ene af drengene og truede ham verbalt. Den anden spurgte nu til, om drengene havde penge på sig.

Ingen af drengene havde penge på sig, hvilket de skulle bevise ved at fremvise deres punge. Mændene krævede nu i stedet, at drengene overførte penge til dem på MobilePay. Begge drenge svarede, at de ikke havde nogen penge på deres konti. Det gjorde den ene af mændene endnu mere vred, og han truede dem med tæsk, hvis de ikke kunne bevise det, hvilket de gjorde ved at logge på deres mobilbank.

Herefter opgav mændene deres forehavende og forlod stedet. De gik først ned i p-kælderen ved Domino’s Pizza, men kom kort efter op igen og fortsatte i retning mod banegården. De to drenge hoppede på bussen og kørte hjem, fremgår det af døgnrapporten.

De to mænd beskrives som:

A:

  • Mand
  • Dansk af udseende
  • 19-22 år
  • 170-175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys i huden
  • Sort, kort hår
  • Havde skægstubbe med sparsom skægvækst
  • Talte dansk
  • Var iført en sort cap med hvid skrift, sort/mørkblå "bumperjakke", sorte bukser og sorte sko

B – ham der var toneangivende og truende:

  • Mand
  • Mellemøstlig af udseende
  • 19-23 år
  • 175-180 cm
  • Kraftig af kropsbygning
  • Mørk i huden
  • Brunt, kort hår
  • Havde mørkt fipskæg og "dun" på kinderne
  • Talte dansk
  • Var iført en sort nylon træningstrøje med guldtryk og striber samt lynlås, sorte bukser, stor sølvring med indgravering på højre ringfinger

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have overværet episoden og som evt. kan bidrage med yderligere oplysninger om de to mænd. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

jwh