Fandt død mand: Nu er Politihjemmeværnet sat til at bevogte område
Retsmediciner på vej
Arkiv
En 73-årig mand blev fredag aften fundet død på sin bopæl.
Fredag kl. 19.39 modtog Bornholms Politi en anmeldelse om, at en 73-årig mand var fundet død på sin bopæl på Nordbornholm. Det var en ven af manden, der fandt ham. De pårørende er underrettet.
Omstændighederne på stedet gør, at Bornholms Politi ikke kan udelukke, at der er sket en strafbar handling, så stedet er afspærret og bevogtes af det bornholmske Politihjemmeværn.
Politiet afventer nu, at en retsmediciner kommer til øen i løbet af formiddagen, ligesom Kriminalteknisk Center skal undersøge stedet. På grund af efterforskningen kan politiet i øjeblikket ikke oplyse yderligere, men forventer at kunne give mere information omkring kl. 15.00.