Dødsulykke lukkede hovedvej hele natten: Ung mand dræbt
En 19-årig mand fra Farsø mistede mandag aften omkring klokken 20:40 livet på hovedvej 13 ved Sønderup i Nordjylland, da han i bil kørte frontalt sammen med en modkørende lastbil. Det skriver Nordjyske.dk.
"Ud fra de forklaringer vi har fået indtil videre, tyder alt på, at den 19-årige mister herredømmet over bilen og ender i den modsatte vognbane. Hvorfor han mister herredømmet, ved vi ikke endnu. Vi har haft en bilinspektør ude på stedet og afventer den endelige rapport," siger politiassistent Mikkel Mitchell fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.dk.
Den voldsomme ulykke betød, at hovedvejen natten igennem har været lukket for trafik i forbindelse med oprydningsarbejdet, specielt bjærgningsarbejdet med lastbilen, som væltede om på siden i ulykken, tog lang tid. Vejen blev først åbnet igen tirsdag morgen omkring klokken 06.
Lastvognchaufføren slap fysisk uskadt fra ulykken.
jn