Efterlyst for trusler mod børn: Nu er der nyt i sagen
De to mænd, som onsdag blev efterlyst af Østjyllands Politi i forbindelse med et overfald og truende adfærd mod to drenge, har meldt sig selv til politiet. Det oplyser Østjyllands Politi.
Det er sandsynligvis billedefterlysningen, som også Lokalavisen.dk bragte onsdag, der fik mændene til at kontakte poltiet.
Mændene, som begger er 19 år gamle, er mistænkt for søndag aften ved 21-tiden at have truet de to drenge, mens de ventede på bussen på Aarhus Rutebilstation.
De tog angiveligt først kontakt til drengene i en god tone, men pludselig ændrede situationen karakter. Mændene virkede truende og den ene mand tog fat i kraven på den ene dreng. Den anden mand spurgte drengene, om de havde penge på sig.
Drengene fortalte, at de ikke havde nogle penge, hvilket fik den ene af mændene til at blive endnu mere vred og true drengene med tæsk.
Efter drengene havde bevist, at de ikke havde penge i hverken deres pung eller på deres mobilbank, opgav mændene og forlod stedet.
De er nu begge blevet afhørt og sigtet for røveriforsøg.
jn