Væbnet røveri mod guldsmed: Gerningsmænd flygtet i mørk bil
Nordsjællands Politi efterforsker røveri mod guldsmed i Nærum
Få minutter efter lukketid tirsdag blev en guldsmed på Nærumvænge Torv i Nærum udsat for væbnet røveri, da to mænd skaffede sig adgang til forretningen ved at skubbe til dens ene ejer, en 60-årig mand, som stod udenfor forretningen, så han væltede ned i et skilt. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Inde i forretningen brugte den ene gerningsmand en peberspray mod den 60-årige, og tog efterfølgende en pistol frem og truede den 60-årige samt forretningens anden ejer og en medarbejder, som også var til stede. Den anden gerningsmand knuste en del af forretningens smykkemontrer og kom smykkerne i en blå pose.
Efterfølgende flygtede de fra stedet i en mørk bil, muligvis en stationcar. De efterlyses nu og beskrives som:
A: Mand, ca. 190 cm høj, bred/kraftig af bygning, iført mørk anorak/jakke med grøn hætte, sort elefant hue, jeans og muligvis vinterstøvler, samt grå handsker. Han talte almindelig dansk uden accent. Han bar en sort skuldertaske over højre skulder og medbragte en peberspray og en pistol.
B: Mand, ca. 175 cm høj, almindelig/spinkel af bygning, iført en camouflagemønstret jakke, sort elefanthue, sorte bukser og sorte sko med hvide snørebånd, samt grå handsker. Han medbragte en hammer og en blå pose.
Nordsjællands Politi har i forbindelse med efterforskningen talt med flere vidner, men vil fortsat meget gerne høre fra andre der måtte have informationer til sagen eller som har set de to mænd og deres bil.
Har man oplysninger, bedes man kontakte Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.
jn