Sigtet for grov vold: Slog bekendt med stol
45-årig mand sigtet for grov vold efter overfald på en bekendt i Malling
Østjyllands Politi modtog lørdag aften kl. 20.30 en anmeldelse om slagsmål på en adresse i Malling, hvor to personer af ukendte årsager var kommet op at toppes.
Politiet tog derud og anholdte en 45-årig mand for at have slået en 41-årig mand med en stol, så han fik skader på skuldre og arme og blev sendt til undersøgelse på hospitalet. Politiet har ikke fået nogen tilbagemelding på hans tilstand, men han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Den anholdte er blevet sigtet for ikke blot vold, men grov (kvalificeret) vold, fordi han slog med en stol.
De to mænd kender hinanden, men ingen af dem bor på adressen i Malling, hvor der var en håndfuld andre personer til stede lørdag aften. Det oplyser Østjyllands Politis vagtchef Morten Bang Rasmussen til Lokalavisen.