Mand slugt af flammerne: Kæresten reddet ud af heltemodige forbipasserende
En tilfældig 33-årig kvinde opdagede en brand og slog alarm. Sammen med andre forbipasserende reddede de en kvinde ud af bygningen, men ilden var for kraftig til at redde manden ud, der omkom i branden.
En alvorlig brand ramte onsdag morgen et lejlighedskomples på Store Valbyvej i Gundsølille ved Roskilde. Branden kostede en 39-årig mand livet. Nu har politiet frigivet yderligere oplysninger.
Den voldsomme brand blev opdaget af en 33-årig kvinde fra Ågerup, som tilfældigvis var på vej hjem fra arbejde. Hun opdagede branden i en lejlighed på første sal og slog alarm.
Den 33-årige kvinde hjalp sammen med nogle andre forbipasserende en kvinde ud af flammerne, der fortærede lejligheden. Branden blev hurtigt for kraftigt, så det lykkedes ikke for de forbipasserende at redde den mandlige beboer ud.
"Det er altid godt at få folk ud. Det er godt med handlekraftige borgere, og det er helt klart deres fortjeneste, at kvinden bliver reddet ud," fortæller Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi til sn.dk.
Brandfolkene fik i sidste ende slukket branden, men det var for sent for den 39-årige mand i lejligheden, der blev erklæret død på stedet.
Kvinden, som blev reddet ud, var mandens 30-årige kæreste. Hun var svært forbrændt og havde fået røgforgiftning. Hun blev derfor eskorteret til Rigshospitalet i ambulance i kritisk tilstand. Hendes tilstand skønnes nu at være stabil, men hun er fortsat indlagt til behandling.