Politirapporten: Politihund vandt gemmeleg med to mænd
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Det er svært at lege gemmeleg, når modstanderen er en politihund med en meget dygtig næse.
Det fandt to mænd på 21 og 22 år ud af torsdag aften, da de forsøgte at skjule sig fra politiet. En patrulje fattede kl. 23.42 mistanke til en bil, da den kom kørende på Viby Torv.
Lige da patruljebilen vendte rundt, så betjentene, at bilen kørte over for rødt, hvorefter den forsvandt i høj fart, selvom betjentene signalerede, at den skulle stoppe.
Politiet kørte efter og fandt kort efter bilen forladt på en parkeringsplads i nærheden. En hundepatrulje blev hurtigt kaldt til stedet, og det tog ikke hunden mange sekunder, før den fik færten af noget. Den ledte betjentene hen til en baggård, hvor de to unge mænd sad og gemte sig.
Her blev den 21-årige sigtet for at køre over for rødt.
20-årig varetægtsfængslet for røveri
Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 10.00 en 20-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for den 23. januar sammen med flere gerningsmænd at have begået røveri mod en 18-årig mand og en 18-årig kvinde.
I samme sag sidder to mænd allerede varetægtsfængslet.
Den 20-årige blev varetægtsfængslet frem til den 19. februar. Han nægter sig skyldig og tog forbehold for at kære kendelsen.
Da grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen.
Taget med heroin efter forsøg på at snyde betjente
En 43-årig mand blev torsdag kl. 13.10 noget overrasket, da Østjyllands Politis specialpatrulje pludseligt stod i døren til hans lejlighed i Viby.
Specialpatruljen reagerede på et tip, de havde fået om, at der blev solgt heroin på stedet.
Da betjentene ville visitere den 43-årige, insisterede han på selv at tømme sine lommer, og i en hurtig bevægelse forsøgte han at kaste en cigaretpakke fra sig.
Det forhindrede en hurtig betjent, der efterfølgende kiggede ned i pakken. Her lå der flere gram heroin.
Da der også blev fundet en digitalvægt, blev den 43-årige anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Betjente indhentede flygtende bilist
En 21-årig mand forsøgte torsdag kl. 17.20 forgæves at løbe fra en patrulje, da han blev standset på Bodøvej i Aarhus N.
Betjentene havde fået mistanke til, at den 21-årige kørte narkokørsel, og de havde derfor fået ham til at standse sin bil. Men da han steg ud af bilen, tog han benene på nakken og spænede gennem en busk og hen over en boldbane.
Heldigvis var betjentene i god form, og de fik løbet den 21-årige op, anholdt ham og sigtet ham for narkokørsel.
Da de efterfølgende fandt en joint i hans bil, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Færdsel
Torsdag kl. 10.52 blev en 61-årig mand anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset på sin knallert af en patrulje på Skæring Havvej i Egå.
Torsdag kl. 20.46 skete der et færdselsuheld på Lykkesholms Allé i Viby. En 25-årig mandlig bilist svingede til venstre ad Viby Ringvej og ramte ind i en 30-årig kvindelig fodgænger, der var ved at krydse vejen. Hun slap dog umiddelbart uden alvorlige skader. Da patruljen fik mistanke til, at bilisten var narkopåvirket, blev han sigtet for narkokørsel. En blodprøve skal nu afgøre, hvorvidt han havde ulovlige stoffer i blodet under kørslen.
Torsdag kl. 21.31 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i Trige. En 24-årig mandlig bilist ramte op bag i en bil ført af en 44-årig mand. Ved sammenstødet røg den 44-åriges bil af vejen og væltede om på taget ud i en mark. Føreren blev efterfølgende kørt til skadestuen – formentligt med et mindre brud på ryggen. Den 24-årige slap umiddelbart uden større skader.
Fredag kl. 01.28 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Åbyhøj.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Bülowsgade i Aarhus begået torsdag d. 31/1 mellem kl. 9.00 og kl. 12.00
- På Vestre Ringgade i Aarhus C begået onsdag d. 30/1 mellem kl. 19.00 og kl. 22.30
- På Louisevej i Brabrand begået torsdag d. 31/1 mellem kl. 14.55 og kl. 18.35