Vanvittig vejvrede: Pludselig trak den ene fører en pistol
En episode mellem to bilister udviklede sig mildt sagt dramatisk, da den ene fører truede modparten med en pistol.
Midt på Gothersgade i København udspillede sig fredag eftermiddag et voldsomt drama. En episode mellem to bilister udviklede sig nemlig til, at den ene fører - føreren af en Saab - truede modparten med en pistol.
Den truede bilist kontaktede straks politiet, og han kunne beskrive både fører, bil og oplyse registreringsnummeret. Den dramatiske episode fandt sted klokken 14.54, og klokken 16.57 blev Saab'en, der viste sig at være stjålet, standset af politiet, der fandt føreren i besiddelse af en skarpladt pistol.
Den 35-årige blev anholdt og varetægtsfængslet i 26 dage. Ifølge efterforskningsleder Kenneth Jensen har den anholdte ingen banderelationer.