Kørte 116 km/t i byzone: Står til bøde på 17.500 kroner
Flere bilister havde alt for meget fart på, da politiet var på færdselskontrol i Aarhus Vest
Østjyllands Politis færdselsafdeling og lokalpolitiet i Aarhus Vest gennemførte fredag eftermiddag og aften en færdselsindsats i det vestlige Aarhus.
11 bilister blev taget i at køre for stærkt. Den værste fartsynder var en 21-årig mand, der kørte 116 km/t i et tættere bebygget område, hvor man kun må køre 50 km/t. Manden har oven i købet ikke noget kørekort og kan se frem til en bøde på omkring 17.500 kroner. Fartoverskridelsen på over 100 procent giver en ubetinget frakendelse af kørekortet, men da han ikke har noget kørekort, har han i stedet fået frakendt retten til et erhverve kørekort. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En 18-årig mand, der havde haft kørekort i seks uger, blev ligeledes taget i at køre alt for stærkt i et tættere bebygget område. Han kørte med 86 km/t. Det koster en bøde på 3.500 kroner og et kørselsforbud, hvilket betyder, at han skal retur til ny undervisning hos kørelæreren og til en ny teori- og køreprøve.
Færdselskontrollen udløste i alt 24 sigtelser fordelt på 17 personer, heraf:
- Otte hastighedsovertrædelser til klip i kørekortet
- To hastighedsovertrædelser til en betinget frakendelse af kørekortet
- En hastighedsovetrædelse til ubetinget frakendelse
- To kørte uden førerret
- En kørte i narkopåvirket tilstand
- En kørte uden at børn under 15 år var fastspændt
- Tre kørte over for rødt lys
- En foretog ulovlig overhaling
jr