16-årig pige angreb betjente og greb efter peberspray og pistoler under afhøring
En 16-årig pige, der blev snuppet som butikstyv, var langt fra tilfreds, da hun blev afhørt på politistationen.
En flaske vodka, et par energdrikke og nogle kager. Alt i alt varer for cirka 260 kroner. Det var, hvad der startede en sag mod en 16-årig pige, der nu skal i retten efter hun både løj og angreb betjente under afhøring.
Det hele startede, da den 16-årige pige forsøgte at stjæle ovenstående varer fra Føtex i Stationscenteret i Roskilde, sammen med to andre. Hun blev opdaget af personalet, men det var hun absolut ikke tilfreds med, for herefter udviklede sagen sig i en anden retning.
Pigen udgav sig for at være sin lillesøster - og det gjorde hun også under afhøringn på Politigården i Skovbogade. Og her blev hun så rasende, at hun forsøgte at få fat i en af politimændenes peberspray, og hun prøvede også at trække en tjenestepistol op af hylsteret.
Hun forsøgte desuden at bide en af betjentene i armen, da de ville anbringe hende i detentionen til afkøling. Pigen er også anklaget for at være i besiddelse af en ulovlig kniv.