21-årig voldtog kvinde 50 gange - solgte hende til andre mænd
En 21-årig mand fra Vejle er ved Retten i Kolding blevet dømt for at have voldtaget en ét år ældre kvinde omkring 50 gange, ligesom han har inviteret andre mænd til at have sex med kvinden.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
"Jeg har ikke kunnet finde tidligere domme med så mange voldtægter, som der her er tale om," lød det fra anklager Helle Iversen ifølge avisen.
Fra marts 2014 til december 2014 og igen fra september 2015 til juni 2016 foregik de 50 voldtægter af kvinden. Derudover har den 21-årige mand afpresset kvinden, tvunget hende til sex med andre mænd, modtaget betaling fra disse og taget krænkende foto og videoer af hende, samt to piger under 15 år.
Manden blev idømt fem års fængsel og skal betale erstatning på i alt 154.000 kroner til ofrene.
Der er af hensyn til ofrene fra rettens side nedlagt forbud mod at nævne navnet på den dømte 21-årige. Forbuddet gælder indtil der er faldet endelig dom, hvilket vil sige om 14 dage, når hans betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen ophører.