Fortsæt til indhold

Mistænkt for voldeligt angreb på politiet: Hvem er disse mænd?

De efterlyste mænd er mistænkt i forbindelse med fodbold-uro ved kampen mellem Brøndby IF og FC København den 4. november 2018

Krimi
Arkiv

Københavns Vestegns Politi offentliggør nu overvågningsfoto af flere unge mænd, som er mistænkt for at angribe politiet i forbindelse med fodboldkampen mellem Brøndby IF og FC København den 4. november 2018.

Billederne af de unge mænd er taget på Brøndby Stadion og i området omkring Bygaden og Seminarievej i Brøndby.

"Vi har efterforsket siden urolighederne i november og de unge mænds billeder har været efterlyst internt i politiet uden held. Nu vælger vi derfor at offentliggøre billederne, i håbet om at offentligheden kan hjælpe med identificeringen," siger politikommissær Andreas Mollerup, som fortsætter, at der i efterforskningen indgår endnu flere billeder, som det kan blive nødvendigt at offentliggøre senere.

"Vi opfodrer dog de personer, som var tilstede i forbindelse med urolighederne, til at melde sig, så vi ikke behøver at offentliggøre deres billede," siger han.

13 sigtede for uroligheder

På nuværende tidspunkt har Københavns Vestegns Politi identificeret og sigtet i alt 13 unge mænd i forbindelse med urolighederne, og en 23-årig mand sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen.

I går foretog politiet endnu en anholdelse i sagen, hvor en 22-årig mand er blevet sigtet for flaskekast mod politiet ved flere lejligheder efter fodboldkampen den 4. november.

Signalementer på de fire efterlyste kan ses herunder:

A: Mand, ca. 20-25 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, iført mørk hættetrøje med gul skrift henover brystet, mørke træningsbukser af mærket Nike, blå cap, grå arbejdshandsker og hvide sko. A er mistænkt for i tidsrummet kl. 1602-1606 at have kastet flasker og pyroteknik mod politiet i området Bygaden/Seminarievej i Brøndby. Foto: Københavns Vestegns Politi
B: Mand, ca. 20-25 år, ca. 175 cm høj, sort hår, almindelig af bygning, iført sort jakke med hvidt logo på venstre overarm, sorte handsker, sorte bukser, sorte sko med hvid sål. B er mistænkt for i tidsrummet kl. 1602-1606 at have kastet genstande mod politiet i området Bygaden / Seminarievej i Brøndby. Foto: Københavns Vestegns Politi
C: Mand, ca. 25-30 år, ca. 185 cm høj, kommunefarvet hår, almindelig af bygning, iført grøn jakke med hætte, blå jeans, grønne handsker og grøn/hvide sko af mærket Nike med hvid sål. C er mistænkt for i tidsrummet fra kl. kl. 1604-1606 at have kastet genstande mod politiet i området Bygaden/Seminarievej i Brøndby. Foto: Københavns Vestegns Politi
D: Mand, ca. 25-30 år, ca. 185 cm høj, almindelig af bygning, iført blå jakke af mærket Peak Performance stående med hvid skrift på venstre bryst, hvid lynlås på venstre overarm, og blå jeans. D er mistænkt for i tidsrummet kl. 1604-1606 at have kastet genstande mod politiet i området Bygaden/Seminarievej i Brøndby. Foto: Københavns Vestegns Politi

jn