Groft hærværk mod bilforhandler: Biler og facade smadret
"Hvordan kan nogen finde på det," spørger ejeren af Egedal Biler ApS
Egedal Biler ApS på Svalehøjvej i Ølstykke blev natten til mandag udsat for voldsomt hærværk.
Det oplyser Bo Pedersen, der sammen med Kim Boye ejer den lokale bilforhandler.
"Jeg er virkelig rystet. Det er helt vanvittigt. At nogen kan finde på at komme herned og begå så groft hærværk, er helt sygt. Vi driver et sundt og godt firma og har aldrig lagt os ud med nogen, så jeg forstår det ikke," siger Bo Pedersen.
Han troede dårligt sine egne øjne, da han mandag morgen troppede op på Svalehøjvej.
"To biler, en Fiat og en BMW, har fået smadret samtlige ruder. Derudover er der store buler i begge biler. Det er som om, at hærværksmændene har brugt en hammer. Også vores bygningsfacade har været ramt af hærværk. Vi har fået smadret tolv ruder," siger Bo Pedersen, som nu har anmeldt episoden til Nordsjællands Politi.