Mursten kastet mod bil på motorvej: Sort minibus/varevogn efterlyses
Et nyt stenkast er sket fra en motorvejsbro på Amagermotorvejen
Kort før midnat for en uge siden blev en gul mursten kastet ned foran en kørende bil på Amagermotorvejen. Nu efterlyser Københavns Vestegns Politi mindst to unge mænd, som kørte væk fra området ved den gangbro, der går over motorvejen, i en sort minibus/varevogn.
Gangbroen er anlagt nær motorvejsafkørsel 21 til Avedøre Holme og kan krydses til fods og på cykel. Den forbinder Hammerholmen med Strandholms Allé. Den udmunder i en vendeplads på Strandholms Allé, og her bemærkede et vidne en sort varevogn/minibus med tonede ruder med sølvlister og skydedør køre væk omkring gerningstidspunktet.
"Vi mener, at mindst to mænd kørte væk i den sorte minibus, og vi vil meget gerne i kontakt med dem. Vi hører fortsat også gerne fra andre, som måtte have set eller hørt noget, der kan relateres til hændelsen," siger politikommissær Ole Nielsen.
Det skal bemærkes, at den sorte minibus kan have haft et legalt ærinde i området.
Man kan henvende sig døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448, hvis man har oplysninger.
jn