Fortsæt til indhold

"Et langt og hjerteskærende panisk skrig, jeg aldrig vil glemme"

Krimi
Af Daniel Sennek

På lørdag er det den 4. november. En helt almindelig dato for mange, men en mareridtsdato for Louise Borglits familie og pårørende. Lørdag den 4. november sidste år blev den gravide 32-årige Louise Borglit nemlig brutalt dræbt i Elverparken i Herlev. Nu står kvinden, der så gerningsmanden flygte, frem.
Det skriver TV 2.
Lidt over klokken syv om aftenen den 4. november 2016 lufter Louise Borglit sin hund, da hun kort efter bliver udsat for et bestialsk og meningsløst drab, der stadig er uopklaret. Louise var gravid i syvende måned, da hun luftede sin søsters Golden Retriever, Maggie, i Elverpark. Her møder hun sin drabsmand, der brutalt slår hende ihjel med flere knivstik.
Motivet til drabet er stadig ukendt, men nu står den kvinde frem, der så gerningsmanden flygte fra parken. Station 2 Efterlyst sender en særudsendelse om drabet på Louise Borglit torsdag den 2. november klokken 20.50, og har snakket med kvinden, der den skæbnesvangre dag sidste år kom gående på Tornerosevej, der ligger langs Elverparken, da hun standser op for at tænde en cigaret.
"Da jeg træder ud på vejen, hører jeg det første skrig inde fra parken, og jeg standser op og tænker: "Hvad var det? Var det unge mennesker der pjattede og skreg for sjov, eller hvad sker der?" Da jeg kommer over på den anden side af gaden, hører jeg det næste skrig. Et langt og hjerteskærende panisk skrig, der har indprentet sig hos mig, og som jeg aldrig vil glemme," fortæller det kvindelige vidne til Station 2 Efterlyst.
Kvinden vil gerne være anonym, da hun er bekymret for sin egen sikkerhed ved at stå frem.
Efter de to skrig kommer en mand løbende ud fra parken. Det kvindelige vidne står lige på den anden side af gaden – ansigt til ansigt med den mand politiet formoder er gerningsmanden.
"Manden laver en håndbevægelse, som om han siger: "Hvad var det – jeg har ikke gjort noget". Så rækker han sine håndflader frem. Så tænker jeg: "Der er noget galt, han har gjort et eller andet, han må have noget med skrigene at gøre". Og så begynder jeg at løbe. Da jeg vender mig om igen, er manden væk, og jeg når ikke at se i hvilken retning, han er løbet," fortæller kvinden til Station 2 Efterlyst.
Har du oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 1-1-4. Der er stadig udlovet en dusør på 84.000 kroner til det tip, der kan føre til en opklaring af drabssagen.