Fortsæt til indhold

15-årige Liv kæmpede i 10 måneder for livet: Selv i døden kan hun ikke få fred

15-årige Liv døde for mere end seks uger siden. Men hun kan stadig ikke få fred og blive begravet, da en ond kamp mellem hendes far, Nikolaj, og hendes mor og mormor har udspillet sig.

Krimi
Daniel Sennek

Liv har i halvanden måned ligger i et nedkølet kapel i Horsens og ventet på at blive stedt til hvile. Men det er endnu ikke sket, da en kamp mellem Livs far, Nikolaj, og hendes mor og mormor har fundet sted.

Det skriver B.T.

Liv skulle have været begravet 14 dage efter sin død, men Nikolaj ønskede en obduktion af datteren, der mistede livet efter 10 måneders kamp. 10 måneders kamp, der begyndte, da den dengang 14-årige pige, i moderens lejlighed og med hende til stede, fik en overdosis af metadon og MDMA. Lejligheden blev hurtigt omtalt som "Dødslejligheden", da en ung dreng mistede livet kort efter episoden i marts sidste år.

Over for B.T. fortæller Livs far, at han har ønsket at få sin datter til København, så hun kan blive begravet i byen, hvor hun er født og opvokset og kan være tæt på sine venner.

"Jeg vil gerne give min datter en ordentlig begravelse i København. Det er her, hun er født og opvokset. Det er her, hendes venner kan besøge hende," siger Nikolaj til B.T.

Moderen og Livs mormor ønsker ikke, at Liv begraves i København. Livs mormor er værge for Liv, mens moderen afsoner to års fængsel for at efterlade Liv og hendes 14-årige kæreste, Marcus, i hjælpeløs tilstand den skæbnesvangre martsaften.

Den 25. februar blev der afholdt et retsmøde, hvor begge parter argumenterer for, hvor og hvordan de ønsker Liv begravet. Dagen efter falder dommen, og heri står der:

"Skifteretten finder, at det efter forklaringerne må lægges til grund, at afdøde havde en særlig tilknytning til sin mormor (navn udeladt, red.), der var en vigtig omsorgsperson for hende. (...) at der med baggrund i dette bør tillægges (mormors) ønsker til valg af gravsted særlig vægt, hvilket ønske efter det oplyste er i overensstemmelse med afdødes mors ønsker. Thi bestemmes: Livs urne skal nedsættes på X (beskyttet, red.) kirkegård," skriver B.T.