Fortsæt til indhold

Vand på vejen førte til uheld med fire biler ved Skanderborg

En ung kvinde mistede mandag kontrollen over sin bil på grund af aquaplaning. Det satte gang i en kædereaktion, der involverede tre biler og en lastbil

Krimi
Anders Munk Povlsen

Fire køretøjer var mandag klokken 9.42 impliceret i et uheld på Østjyske Motorvej ved Skanderborg i nordgående retning. En 23-årig kvinde mistede herredømmet over sin bil på grund af store mængder regn på kørebanen, ramte autoværnet og skred ind i en 64-årig lastbilchauffør.

”Kvinden, der kører i tredje vognbane, mister herredømmet på grund af aquaplaning og påkører autoværnet og skrider ind i første vognbane. Her forsøger en lastbil at undvige bilen, men de ender alligevel med at støde sammen," siger Stig Simonsen, fungerende vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

En tredje bilist, en 63-årig mand, forsøger at undvige lastbilen ved at lave et vognbaneskift, men ender med at påkøre en fjerde bilist, en 57-årig kvinde, der kører i yderste vognbane.