Fortsæt til indhold

11 indlæggelser lukkede børnemodtagelse - hospitalsdirektør i chok

Krimi
Jacob Nielsen

Det går ikke stille af, når op mod 10.000 unge mødes til fest. Men flere mener, det gik lige lovlig vildt for sig, da de mange tusinde gymnasieelever festede i Dyrehaven nord for København i fredags.

Læs også: Efterlod MEGA svinesti: Lattergas og sprut - 10.000 unge festede i Dyrehaven

En af dem er Jan Toftholm, der er vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital. Personalet på Herlev Hospital tog nemlig imod ikke mindre end 11 unge, der var så berusede, at de måtte indlægges - to af dem var i livsfare og måtte indlægges på intensiv afdelingen.

Presset fra de fulde unge blev så voldsomt, at man måtte lukke ned for Børnemodtagelsen på Herlev i løbet af aftenen, fortæller TV2 Lorry. Det får Jan Toftholm til at efterlyse aktion fra både gymnasier og forældre.
"Vi er chokerede over at se så mange unge være så svært påvirkede. Flere unge var reelt livstruede. Vi har ikke oplevet noget lignende tidligere. Set med vores sundhedsprofessionelle øjne vil vi derfor opfordre til dialog både hjemme hos forældrene og på gymnasier og skoler med de unge om, hvordan de tager vare på sig selv til fester," siger Jan Toftholm til TV2 Lorry.

Alle 11 indlagte blev udskrevet igen lørdag morgen - sikkert med voldsomme tømmermænd.