Over 1.000 personer mindes Louise og Lille P på drabsstedet
Fredag aften klokken 19 er det præcis en uge siden, at 32-årige Louise Borglit og hendes syv måneder gamle, ufødte barn "Lille P" brutalt blev dræbt af knivstik i Elverparken i Herlev.
Til ære og i respekt vil et stort antal mennesker mødes ved drabsstedet i Elverparken fredag klokken 18.30 og afholde en mindestund, som vil bestå af en lyskæde af levende fakler. Det oplyser arrangørerne af mindehøjtideligheden på facebookgruppen "Lyskæde til ære for Louise & Lille P."
"Lyskæden skal dannes fra gerningsstedet og via hundestien rundt i parken, som ender på Tornerosevej ved nr. 75. Når lyskæden er dannet afholdes klokken 19 et minuts stilhed for Louise & Lille P. Så samles vi på den store plæne inde i parken, og jeg vil gerne sige et par ord. Derefter tager vores borgmester ordet, og slutvis håber jeg, at præsten fra Præstebo Kirke - sammen med kirkekoret synger for på sangen "Altid frejdig når du går," skriver Anita Jensen, som er initiativtager til højtideligheden.
Alle er velkomne til at deltage. Pt. har 1.061 personer tilkendegivet, at de deltager. Højtideligheden begynder ved indgangen til gerningsstedet på Tornerosevej. Herlev Kommune sponsorerer fakler til alle.