Livløs mand fundet i lejlighed: Hastet til hospitalet
Københavns Politi har natten til torsdag fundet en livløs person i en lejlighed på Milanovej på Amager.
Daniel Sennek
"Klokken 02.11 får vi en anmeldelse om kraftig røgudvikling i en opgang. Nogle beboere er ved at evakuere andre beboere i ejendommen, da de alarmerer os. Da brandvæsenet når frem, finder man en livløs person," fortæller vagtchef Kristian Rodin til B.T.
Politiet understreger, at der endnu ikke er tale om - ifølge deres oplysninger - at vedkommende skal være omkommet.
Den livløse person er blevet bragt til hospitalet, hvor man skal identificere vedkommende. Da man ikke ved, hvem vedkommende er, er ingen pårørende endnu blevet underrettet i sagen.
Det er ifølge politiet endnu for tidligt at fastlægge årsagen til den kraftige røgudvikling.