Fortsæt til indhold

Politiet: Død mand i havn er formentlig Steffen Dam Jensen

Den 27-årige Steffen Dam Jensen forsvandt natten til lørdag 1. december efter en julefrokost

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi formoder, at den livløse person fundet i Aarhus havn tidligere i dag, er den 27-årige Steffen Dam Jensen, der forsvandt natten til lørdag 1. december 2018 efter en julefrokost på Åboulevarden i Aarhus C.

"Vi er næsten sikre på, at den fundne person er identisk med Steffen Dam Jensen, der har været efterlyst siden starten af december. Det skyldes kendetegn på den fundne person som tatoveringer, kropsbygning og tøj svarende til det tøj, Steffen Dam Jensen, havde på, da han forsvandt," siger vagtchef Martin Christensen en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Vagtchefen understreger, at identiteten af den fundne person først kan fastslås helt sikkert i starten af næste uge, hvor der afholdes ligsyn.

Østjyllands Politi er i tæt kontakt med de pårørende til Steffen Dam Jensen og ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger om sagen.