Husejer finder smadret bil efterladt i sin have
Arkiv
Da en husejer på Horndrupvej syd for Skanderborg søndag formiddag kiggede ud af vinduet, fik han sig lidt af et chok. I haven holdt nemlig en smadret bil efterladt, skriver Uge-Bladet Skanderborg.
Bilen var en sølvgrå Suzuki Swift, som viste sig at være stjålet i nærområdet.
"Bilen er kørt direkte ind i haven og så efterladt der. Da vi kigger i bilen, finder vi en masse øldåser, som ejeren af bilen ikke kender noget til," siger politikommissær hos Sydøstjyllands Politi, Lars Elmstrøm, til Uge-Bladet Skanderborg.
Det er endnu uvist, hvem der har kørt bilen. Politiet har endnu ikke fundet gerningsmændene.
jn