Politiet søger vidner: Mand overfaldet med peberspray og baseballbat
En 30-årig mand blev søndag overfaldet på parkeringspladsen ved Netto på Lykkesholms Allé i Viby
Det, der skulle have været en fredelig indkøbstur, udviklede sig langt mere dramatisk for en 30-årig mand, da han søndag kl. 11.26 blev overfaldet af ukendte gerningsmænd.
Ifølge den 30-årige mand havde han netop parkeret ved Netto ved Viby Centret, da en bil kørte op bagved ham og blokerede hans bil, så han ikke kunne køre væk fra stedet. Herefter steg en mand ud af den den anden bil og smadrede sideruden og sprøjtede peberspray i hovedet på den 30-årige.
Imens den 30-årige sundede sig og var steget ud af sin bil, havde gerningsmanden hentet et baseballbat og fået tilslutning af endnu en person. De to mænd slog herefter den 30-årige i hovedet med baseballbattet flere gange.
Offerets bror kom til og forsøgte at stoppe gerningsmændene, og kort efter satte de to mænd sig ind i deres bil og kørte væk. Bilen var formentlig en sølvfarvet personbil muligvis af mærket VW, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 30-årige mand blev kørt til skadestuen for at blive behandlet, men han havde umiddelbart kun fået overfladiske skader.
Østjyllands Politi kender endnu ikke motivet for overfaldet, men politiet hører meget gerne fra vidner til overfaldet. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.